Nu til Kathmandu

Nu har jeg efterhånden vandret rundt I Kathmandus gader og stræder i 5 dage. Indåndet støvet, trådt i skidtet, hørt på bilernes konstante dytten og er blevet overrasket mere end én gang. Derfor er det vidst på høje tid med et lille blogindlæg om Nepals nærmest kaotiske hovedstad.

De første par dage kunne jeg næsten kun beskrive byen med et ord, nemlig KAOS... Kaos fordi fodgængerfelter, lyssignaler, bliklys, vejbanelinjer og fartgrænser stort set ikke eksisterer. Kaos fordi der frit går tyre midt ude på vejen. Kaos fordi der er motorcykler, biler og cykler overalt, som kører ind og ud imellem hinanden imens de dytter. Hver gang vi skulle krydse vejen, kunne vi ikke bare vendte til der kom et hul i trafikken, for det sker nemlig ikke i Kathmandu. I stedet for at vente måtte vi bare træde ud foran de dyttede biler eller motorcykler og håbe på, at de standsede for os.  Det var meget grænseoverskridende og et kæmpe kultur chok på samme tid. Jeg havde på daværende tidspunkt rigtig svært ved at se det farverige Kathmandu, som jeg havde forstillet mig. For denne forestilling blev hele tiden overskygget af faldefærdige huse, den kaotiske trafik, støvet og skraldet, der flyder i hver en krog og mere til.

Her er et billede af en af de få flotte og ordenlige veje i Kathmandu. 

Nu har jeg så været her i Kathmandu i hele 5 dage, og jeg er efterhånden kommet mig over de første chok. For efter at have krydset vejene omkring 117 gange og er blevet lidt klogere på deres noget anderledes regler, begynder jeg at kunne se og forstå det rigtige Kathmandu.  For eksempel dytter bilerne ikke kun for at advare, men også hver gang de skal dreje, og hver gang de skal overhale, hvilket resulterer i en evig hornkoncert. Noget der måske også vækker underen er de frit gående tyre. Godt nok har man hørt at kører ifølge den hinduistiske tro er hellige, og derfor ikke må aflives, men hvorfor er det så kun tyrene man ser på vejene? Det er såmænd, fordi landmændene ikke kan bruge tyrene til noget, da de ikke kan producere mælk, og kødet er at for sejt. Tyrene er også for dyre at holde og i stedet for at aflive dem, sætter landmændene bare tyrene fri på gaderne. Rimelig logisk hvis du spørger en lokal, vil jeg da tro.

En af de tyre vi har set på vores vej. Denne her har trods alt valgt at gå ind til siden. 

De første par dage i Kathmandu opholdte vi os mest i vores lokalområde. Siden da har vi set mange flere steder og sider af byen, og derfor er jeg også begyndt at kunne se det farverige Kathmandu med flag og mystiske templer, som jeg forestillede mig inden min ankomst. Jeg har med min gruppe allerede haft en masse gode oplevelser her i byen og set en masse spændende ting såsom aber og templer, men det må jeg skrive om en anden gang. For det er for nu slut fra Kathmandu.