fredag den 9. januar 2015

Sri Lanka skal efter 10 år nu have ny præsident

Valgplakater er blevet hængt op, revet ned og skiftet ud mere end en gang. Igennem den sidste måned, hvor jeg har opholdt mig som volontør for mellemfolkeligt samvirke på Sri Lanka, har man tydeligt kunne mærke, hvordan valgkampen er blevet skærpet. Om morgen fredag den 9. januar blev det så endelig offentliggjort, at præsidenten Mahinda Rajapaksa havde tabt en tæt valgkamp og efter 10 år på posten må give titlen videre til modkandidaten Maithripala Sirisena. En udskiftning som nok har været tiltrængt længe på grund af voldsom korruption.

Allerede den sene fredag aften, hvor min rejsemakker og jeg ankom til Sri Lanka, havde jeg lagt mærke til ham. Præsidenten, eller rettere den daværende præsident Mahinda Rajapaksa. Overalt langs landevejen fra Colombo lufthavn til Kandy kunne man se hans brede smil under den store moustache på diverse store plakater og bannere. Dengang var min viden om den politiske situation i landet meget begrænset, så jeg spurgte straks en af de lokale frivillige, som hentede os i lufthaven, hvem han var, ham præsidenten.  Den lokale mand, vi lige havde mødt, kiggede sig hurtigt omkring, hen på chaufføren, så hen på os og lagde sin ene pegefinger tværs hen over munden, som om han ikke måtte sige noget.  

Alligevel begyndte han at fortælle en række af historier om, hvordan Mahinda Rajapaksa først havde stoppet den næsten 30 år lange blodige borgerkrig mellem de tamilske tiger og den singhalesiske regering og siden hen har brugt sin magt og popularitet til at høste ministerposter og store summer penge ind til ham selv og sin familie. Han fortalte også historier om, hvordan præsidenten, ene mand, havde ændret på loven, så han kunne sidde på posten i mere end de to perioder, som ellers før var gældende. ”Det er jo det rene korruption!” nærmest råbte jeg i den lille bus. Imens nikkede den lokale bare og sagde, at denne samtale aldrig havde fundet sted. Senere fandt jeg ud af, at folk der talte negativt om præsidenten i offentligheden forsvandt. Måske blev de kidnappet, måske myrdet, men fakta er, at de forsvandt og at regeringen har øjne og ører alle steder.


Efter adskillige samtaler, spørgsmål og svar har jeg fundet ud af, at de historier jeg hørte min første aften i Sri Lanka kun var toppen af isbjerget. Efter sigende skulle Mahinda Rajapaksa bruge 126.000.000 lkr. svarende til ca. 6 millioner danske kroner om måned på ham selv og familien. Til sammenligning tjener en velbetalt srilankaner omkring 30.000 lkr. (ca. 1400 kr.) om måneden vel at mærke.  

Der har været valgplakater på næsten alle busskurer. 


Dobbeltmorale 
En formiddag, hvor jeg spiste frokost ved en lokal familie, drejede samtalen sig også ind på valget og den siddende præsident. Ifølge familien skulle præsidenten flere gange have nævnt, at Europa og Amerika kun er interesseret i at overtage og udnytte Sri Lanka. Samtidig med, at han siger sådanne ting vesten (ytrer dette) sælger han en hel srilankansk by til Kina ved navn Colombo Port City. Siden salget har byen udviklet sig en del, og så tog han selvfølgelig æren for det, selvom det jo alene er Kina som har stået for udviklingen og lagt penge i projektet. Sådan kunne de lokale fortælle tonsvis af historier, for der er mange flere af dem.  

Overalt har der været masser af plakater af den davær
-ende præsident, men så næsten ingen af modkandidaterne. 

Tæt valg
Som kort nævnt tidligere var valget meget tæt. Den nu tidligere præsident Mahinda Rajapaksa fik faktisk næsten 48 % af stemmerne, hvilket i mine øjne er rigtig mange, når man nu har hørt om alle disse korrupte sager. Et af problemerne er bare, at mange af disse i historier aldrig når ud i medierne. Først og fremmest fordi folk ikke tør sige noget i frygt for at forsvinde, men også fordi regeringen styrer medierne i landet. Derfor er disse korrupte sager ikke noget alle folk taler om.
Selvfølgelig er der flere grunde til, at han har høstet så mange stemmer hjem. Ud over den svage mediebevågenhed er der også det faktum, at Mahinda Rajapaksa faktisk er en ægte helt i manges øjne. Han er jo manden som stoppede 26 års blodig borgerkrig tilbage i 2009. En krig som har haft en voldsom indvirkning på mange familier her i landet.

Sri Lankas fremtid

En tidlig fredag morgen, da jeg så de første valgresultater, lød der nogle høje hakkende brag. Det var ikke skud men fyrværkeri. Måske er det det første tegn på en lysere fremtid for det srilankanske demokrati. Nu er det i hvert fald bare at vente og se, om Maithripala Sirisena kan løfte opgaven som præsident og kan give Sri Lanka demokratiet tilbage, for det har landet fortjent. 

Valget er forbi og valgplakaterne er nu revet ned. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar