På eventyr i Nepal og Sri Lanka: Pokhara

Nu er jeg godt nok ankommet til Sri Lanka men der er altså lige lidt mere at fortælle om mine dage i Nepal. For godt og vel en uge siden var jeg nemlig på en helt fantastisk 4-dages tur til byen Pokahara fra torsdag til søndag, hvor nogle af højdepunkterne var paraglidning, en stupa for verdens fred og en tur på mountainbikes i bjergende.

Paraglidning

Allerede fredag formiddag var det blevet tid til det, der senere skulle vise sig at blive en af turens absolutte højdepunkter, nemlig paraglidning. Vi gik hen til det bureau, som vi havde bestilt turen igennem. Her ventede vi, underskrev nogle få papirer, ventede lidt mere og ventede. Asiatisk tid er nemlig noget utilregneligt noget, så man kommer sjældent afsted til tiden. Efter måske en halv times venten, drønede en minibus hen foran døren og bremsede hårdt op. Ud sprang omkring 7 friske fyre med masser af energi. Nu var det ellers bare om at komme afsted. Vi skyndte os ind i bilen, og sammen med de 7 fyre, som skulle være vores ”piloter” under flyvningen, kørte vi nu op af bjerget.

Ud af bilens højtalere pumpede en baspræget musik, hvilket egentlig bare gjorde mig mere nervøs.

Oppe på bjerget fik vi seletøj på og kunne så stå der og kigge ud på de andre paraglidere, der løb ud over bjerget og pludselig svævede i luften. Min pilot, som faktisk var franskmand, sagde at jeg bare skulle tage det roligt, hvilket jeg så prøvede på. Vi stod lidt der på bjerget og ventede. Ventede på at der blev fribane og kiggede ud. Selvom det var ret tåget den dag, kunne vi sagtens se ned af bjerget og ned til den store sø i Pokhara. Efter adskillige minutter blev der endelig vores tur. Piloten sagde løb. Jeg løb. Afsted gik det i hvert fald, og pludselig kunne jeg ikke nå jorden under mine fødder længere. Vinden havde fået fat i skærmen. Vi fløj.

De næste 20 minutters tid i luften var intet mindre end fantastiske. Imens vi hang der fra en skærm og dinglede luften kunne vi se ud over bjergene oh ned på søen, husene og vejene med de små biler. Rundt om mig fløj nok 30 andre farverige paraglidere, over mig var skyerne, og under mig fløj fuglene. Det var næsten helt surrealistisk at sidde der i luften og kigge ned på sine fødder, som er meget længere væk fra jorden, end de plejer.

På et tidspunkt spurgte min pilot mig, om jeg ville prøve at styre skærmen, hvilket jeg selvfølgelig var frisk på. Jeg fik en lykke i hver hånd, og han viste mig hurtigt hvordan jeg skulle dreje, hvorefter han selv gav slip. Nu var det altså mig der for en tid havde styringen. Det overraskede mig lidt, hvor mange kræfter der skulle til men det var nu meget fedt at prøve. På dette tidspunkt var vi vel at mærke omkring 800 meter over søens overflade!

På vej ned til landingsområdet, lavede vi nogle vilde sving, hvor man virkelig kunne mærke vinden i sit ansigt samt en lille smule kvalme. Alt i alt var det bare en rigtig rigtig rigtig god oplevelse, og de andre piger havde det på samme måde. Efter et lille hvil, kørte vi alle tilbage til bureauet. Denne gang var det ikke hård pumpende musik, men derimod helt stille og afslappede toner der brød ud af bilens højtalere.

Landingspladsen.

Jeg fik selvfølgelig også taget et billede med piloten.

Seks rigtig glade piger efter paraglidning.

Freds stupa

Efter en god omgang frokost ovenpå vores store paragliding oplevelse, var vi atter klar til at tage af sted. Vi besluttede os for at sejle ud til den meget berømte ”Pokhara Shanti Stupa”, som er bedst kendt under navnet Pokhara world peace pagoda. Den ligge på toppen af en bakke på den anden side af søen, så det krævede lige en lille sejltur.

Da vi klokken 16.15 nåede til foden af bakken sagde manden, som havde sejlet os der ud, at stupaen ville lukke klokken 17.00. Normalt ville det tage ca. 45 minutter at gå der op, så vi nærmest løb op af de ujævne trappelignede stier, og kom rigtig til at svede. Klokken 16.47 nåede vi toppen. Lige i tide. Her kunne vi så i godt 10 minutter nyde udsynet til den flotte stupa og bjergene omkring, som solen langsomt bevægede sig ned bag ved. Der var meget stille det på toppen rundt omkring stupaen. Måske fordi der alle steder var skilte med teksten ”SILENCE PLEASE”. Inden vi igen var kommet ned af bakken, var det blevet mørkt, så vi kunne fra båden kigge ind på den lysende by.

Bådende vi sejlede med.

Et typisk eksempel på stien på vej op til stupaen.

Pokhara World Peace Pagoda

Mountainbikes

Dagen efter havde vi lejet nogle mountainbikes og en jeep til at køre os op på et af bjergene omkring Pokahara. For nu skulle vi rigtig køre på mountainbikes i rigtige bjerge. Det første stykke gik stejlt op ad, så vi svedte og havde det faktisk ret hårdt. Efterhånden glattede vejen sig ud og vi kunne nyde vejret og udsigten lidt mere. Vi kørte igennem adskillige landsbyer, hvor vi hver gang blev stoppet af børnene, som spurgte efter slik eller penge. Landsbyerne lignende meget hinanden men en af dem, husker jeg nu særlig godt. Her kunne man nemlig kigge ind mellem husene og se hen på nogle af Himalayas smukke snekældte bjergtoppe.

Efter at have kørt et par timer, nåede vi til et udkigspunkt. Her blev vi simpelthen nødt til at stoppe op bruge den næste halv time på bare at kigge. Der var nemlig det smukkeste udsyn ud mellem bjergene og ud på nok 30 paraglidere og deres farverige skærme. Efter vores vilde oplevelse dagen forinden, kunne udsigten bare ikke blive smukkere. Det sidste stykke ned at bjerget gik meget nemt, vi behøvede ikke engang trampe i pedalerne, faktisk fik vi i stedet ømme hænder af at bremse så meget.