På eventyr i Nepal og Sri Lanka: Adams Peak -En Pilgrimsfærd på 5000 trin.

Omkring 100 km væk fra Kandy ligger et berømt og berygtet bjerg, der bedst er kendt under navnet Adams Peak. Det hæver sig 2,243 meter over vandoverfladen, og er dermed det 4. højeste bjerg på Sri Lanka. I første omgang er det dog ikke bjergets geografi, som gør det så berømt, men derimod de mange myter som er knyttet til det. Efter sigende skulle der på toppen nemlig være nogle mystiske fodspor. Buddhisterne mener det er selveste Buddhas, hinduerne mener det er guden Shivas, imens muslimer og kristne mener det er Adams fodspor, deraf navnet. Uanset hvem der i sin tid har sat disse mystiske fodspor, så var vi fem friske folk, der for tre uger siden var klar til at sætte vores fodspor på toppen af Adams Peak.

Udover de mange myter er bjerget også kendt for sin solopgang, derfor havde vi planlagt at sove på toppen, så vi kunne nyde solens første stråler, om morgenen. Det krævede dog at vi gik op af bjerget midt om natten.

Vi ankom efter mere end tre timer i bus til foden af bjerget lidt i 10. Her blev jeg for første gang meget overrasket over, at vi faktisk ankom til en by med små butikker og kiosker på begge sider af vejen og masser af folk. Inden tiden havde jeg ikke rigtig læst noget bjerget, så jeg havde egentlig regnet med at opleve noget der mindede om en ensom junglevandring i mørket, men nej. Hele vejen op mod toppen var der butikker på begge sider af stien, masser af mennesker, og udover stjernerne var der nok lys fra lygtepæle til at lyse trapperne op.

Vi skulle kæmpe os op ad 5000 trin en kilometer op ad. Vi svedte og det var hårdt, men holdte nu ikke mange pauser. Vi gik i T-shirt imens de mange lokale både var udstyret med både huer og hansker. Med sved på panden og trætte ben ankom vi til toppen ved halv et tiden altså efter 2 en halvtimes opstigning. Igen blev jeg overrasket. Toppen var ikke grøn og åben, så vi kunne sove under den åbne himmel, som jeg havde forestillet mig. I stedet var der bare et lille tempel og en indhegnet plads omkring det, hvor folk sad og sov eller så trætte ud. Ind imellem kunne man høre lyden af en klokke, for når man har besteget Adams Peak skal man helt symbolsk ringe med en klokke, det antal gange man har besteget bjerget. Vi gik hurtigt igennem templet hvor fodsporende skulle være, men jeg så nu ikke sporet af et fodspor. Måske er det bare en myte.

Alle 5 nåede toppen. Her står vi så og ser vist godt trætte ud. Den lille klokke i baggrunden var den vi skulle ringe med.

Om natten overnattede vi i en primitiv overfyldt sovesal på gulvet. Det var koldt, især fordi min T-shirt var våd af sved, så jeg krøb godt ned i sovepose for at holde varmen og sov. Sov så godt jeg kunne lige indtil en af de andre prikkede til mig efter nogle timer. Det var på tide at stå op og se solen stå op.

Oppe på pladsen var der overraskende mange mennesker. Alle med blikket i samme retning og kameraerne klar. Luften var kold, så vi stod der på toppen og skuttede os i vores soveposer. Ude i horisonten kunne man langsomt se at det begyndte at lysne, faktisk næsten 360° rundt om os. I løbet af måske et kvarter kunne vi se solen dukke op, og langsomt faldt lyset ind over pladsen. Der

gik nærmest et sus igennem menneskemængden, da solens stråler strakte sine stråler over de fjernt liggende bjerge. En de lokale der bor centeret sammen med os plejer at sige, at dem der aldrig bestiger Adams Peak er for dumme, og da vi stod der en tidlig morgen og kiggede på solen, kunne jeg godt forstå hendes pointe. Samtidig påstår hun dog også at dem, der gør det mere end én gang er mindst lige så dumme. Det gav mine ben hende ret i.

Efter et par timer, stod vi igen ved foden af bjerget, denne gang dog knap så friske. Her stod vi så og kiggede op og så for første gang bjerget i dagslys. Det var svimlende højt, så det var slet ikke til at forstå, at vi faktisk havde stået på toppen for et par timer siden. Busturen hjem til Kandy var stille. Vi havde nogle timers søvn at indhente efter vores vilde pilgrimsfærd.