En solskinsø med regn

Nu har jeg så været på den skønne ø, Sri Lanka, i to travle uger. En solskins ø dog med masser af regn. Det ene øjeblik skinner solen så dejligt, og det næste øjeblik begynder folk at finde deres paraplyer frem, specielt her i Kandy, som er den by vi bor i udkanten af. Selvom vejret har været lidt svingende, så har jeg allerede oplevet nogle spændende ting.

Botanisk have

Fredag den 5. december ankom vi sent om aftenen til Sri Lanka, men en sen ankomst skulle da ikke forhindre os i at se noget om lørdagen. Valget faldt på den botaniske have nær Kandy, som officielt hedder intet mindre end ”Royal Botanical Gardens, Peradeniy. Vi tog bussen derud, hvilket er helt vildt billigt. Til gengæld blev vi lidt overrasket over prisen på ca. 100 kroner i entré til haven, men det skulle vise sig at være alle pengene værd. Haven var både stor og smuk, så vi endte med at bruge en tre timers tid derinde og spiste frokost på deres café. I haven så vi både store bambusser og palmer, en tequila plante, alovera og en hel masse orkideer i havens berømte orkidehus. Det, der dog fascinerede mig mest, var pladsen samt livet i haven. Når man kommer direkte fra Kathmandus smalle og støvede gader, er det helt vildt fantastisk at se så grønt et sted, hvor der er plads til leg og hygge. For haven var nemlig ikke fyldt med turister men først og fremmest af lokale, der skulle have en lørdag til at gå.

Botanisk have 

Botanisk have 

Store palmer. 

Maggie (min rejsemakker) og jeg der står under en kæmpe bambus. 

Livet i haven. 

Blomst som fotograferes fra flere vinkler. 

Dejlige farver. 

Sigiriya – En rigtig stor sten

Ugen efter var vi mere end klar til en udflugt mere. Denne gang måtte vi køre i tre timer i en proppet bus for at bestige en klippe kaldet Sigiriya eller Lion Rock. Inden tiden vidste vi ikke så meget om klippen andet end at den var et besøg værd.  Allerede ved første syn af klippen var jeg imponeret. Den var enormt høj. 200 meter sten der bare stak op af jorden ud af ingenting. Det var næsten helt surrealistisk at se på. Noget andet, der også var lidt syret, var prisen for at komme ind. Vi måtte som udenlandske turister af med næsten 200 kroner, imens de lokale kunne slippe med en femkrone. Igen var prisen hurtig glemt, for jo tættere vi kom på klippen, desto mere fascinerende blev den. 

Ikke alene var stenen imponerede i sig selv, området omkring og derfor udsigten på vej der op var også helt unik. Flere gange på de ca. 1200 trappetrin derop, måtte vi stoppe op bare for at kigge ud på landskabet. Lige så langt man kunne se, 360° rundt om klippen, var der grønt og nogle få små bjerge skød op imellem det grønne. Ikke en eneste by var i sigte, så da vi stod der og kiggede rundt, var det svært at forstå, at Sri Lanka er en af de mest befolkede øer i verden.

Hele vejen op altså på alle 1200 trappetrin havde der været solskin og dejlig varmt, men lige efter vi havde taget de sidste tre skridt op mod toppen af klippen, begyndte det at styrte ned. Vi fandt derfor hurtigt vores små paraplyer frem. En solskins ø med regn.

Sigiriya

Billede fra toppen af klippen. 

Henriettte og Maggie der nyder den flotte udsigt. 

Liv på toppen.

Udsigten ca. halvvejs oppe af klippen. 

Lige inden regnen rammer. 

Kandy

Når man kommer fra direkte fra Kathmandus støvede og kaotiske gader virker en by som Kandy både pæn, ordentlig og veludviklet. Sammenlignet med en almindelig dansk by, så er der er et stykke vej igen, men alt fungerer, og man kan få det, man skal bruge. For byen har både et citycenter, flere supermarkeder og et frugtmarked, hvor vi flere gange har købt de lækreste frugter med hjem.  

Frugtmarked i Kandy

Billede fra centrum af byen. 

Bahirawakanda Viharaya – En stor hvid buddhastatue.

Fra Kandy-by kan man se op på en stor hvid buddhastatue, som skuer ned over byen fra en lille bakke. Vi kunne selvfølgelig ikke nøjes med at kigge på statuen nede fra byen af, så en varm søndag gik vi op til den næsten 27 meter høje statue. Selvom turen kun var omkring 500 meter, nåede vi i den bagende sol at tænke på både sodavandsis og koldt vand. Da vi så stod på toppen og nød udsigten, var is-trangen dog erstattet med kuldegysninger, fordi det blæste en hel pelikan deroppe, men ingen regn den dag. 

Bahirawakanda Viharaya

Udsigten fra statuen ud over Kandy 

Billedet er taget i Kandy. I centrum af billedet ses statuen. 

Pokhara - Oppe fra og ned

Nu er jeg godt nok ankommet til Sri Lanka men der er altså lige lidt mere at fortælle om mine dage i Nepal. For godt og vel en uge siden var jeg nemlig på en helt fantastisk 4-dages tur til byen Pokahara fra torsdag til søndag, hvor nogle af højdepunkterne var paraglidning, en stupa for verdens fred og en tur på mountainbikes i bjergende.

Paraglidning

Allerede fredag formiddag var det blevet tid til det, der senere skulle vise sig at blive en af turens absolutte højdepunkter, nemlig paraglidning.  Vi gik hen til det bureau, som vi havde bestilt turen igennem. Her ventede vi, underskrev nogle få papirer, ventede lidt mere og ventede. Asiatisk tid er nemlig noget utilregneligt noget, så man kommer sjældent afsted til tiden. Efter måske en halv times venten, drønede en minibus hen foran døren og bremsede hårdt op. Ud sprang omkring 7 friske fyre med masser af energi. Nu var det ellers bare om at komme afsted. Vi skyndte os ind i bilen, og sammen med de 7 fyre, som skulle være vores ”piloter” under flyvningen, kørte vi nu op af bjerget. 

Ud af bilens højtalere pumpede en baspræget musik, hvilket egentlig bare gjorde mig mere nervøs.

Oppe på bjerget fik vi seletøj på og kunne så stå der og kigge ud på de andre paraglidere, der løb ud over bjerget og pludselig svævede i luften. Min pilot, som faktisk var franskmand, sagde at jeg bare skulle tage det roligt, hvilket jeg så prøvede på. Vi stod lidt der på bjerget og ventede. Ventede på at der blev fribane og kiggede ud. Selvom det var ret tåget den dag, kunne vi sagtens se ned af bjerget og ned til den store sø i Pokhara. Efter adskillige minutter blev der endelig vores tur. Piloten sagde løb. Jeg løb.  Afsted gik det i hvert fald, og pludselig kunne jeg ikke nå jorden under mine fødder længere. Vinden havde fået fat i skærmen. Vi fløj.

De næste 20 minutters tid i luften var intet mindre end fantastiske. Imens vi hang der fra en skærm og dinglede luften kunne vi se ud over bjergene oh ned på søen, husene og vejene med de små biler. Rundt om mig fløj nok 30 andre farverige paraglidere, over mig var skyerne, og under mig fløj fuglene. Det var næsten helt surrealistisk at sidde der i luften og kigge ned på sine fødder, som er meget længere væk fra jorden, end de plejer.

På et tidspunkt spurgte min pilot mig, om jeg ville prøve at styre skærmen, hvilket jeg selvfølgelig var frisk på. Jeg fik en lykke i hver hånd, og han viste mig hurtigt hvordan jeg skulle dreje, hvorefter han selv gav slip. Nu var det altså mig der for en tid havde styringen. Det overraskede mig lidt, hvor mange kræfter der skulle til men det var nu meget fedt at prøve. På dette tidspunkt var vi vel at mærke omkring 800 meter over søens overflade!

På vej ned til landingsområdet, lavede vi nogle vilde sving, hvor man virkelig kunne mærke vinden i sit ansigt samt en lille smule kvalme.  Alt i alt var det bare en rigtig rigtig rigtig god oplevelse, og de andre piger havde det på samme måde. Efter et lille hvil, kørte vi alle tilbage til bureauet. Denne gang var det ikke hård pumpende musik, men derimod helt stille og afslappede toner der brød ud af bilens højtalere.

Landingspladsen. 

Jeg fik selvfølgelig også taget et billede med piloten. 

Seks rigtig glade piger efter paraglidning. 

Freds stupa

Efter en god omgang frokost ovenpå vores store paragliding oplevelse, var vi atter klar til at tage af sted. Vi besluttede os for at sejle ud til den meget berømte ”Pokhara Shanti Stupa”, som er bedst kendt under navnet Pokhara world peace pagoda. Den ligge på toppen af en bakke på den anden side af søen, så det krævede lige en lille sejltur.

Da vi klokken 16.15 nåede til foden af bakken sagde manden, som havde sejlet os der ud, at stupaen ville lukke klokken 17.00. Normalt ville det tage ca. 45 minutter at gå der op, så vi nærmest løb op af de ujævne trappelignede stier, og kom rigtig til at svede. Klokken 16.47 nåede vi toppen. Lige i tide.  Her kunne vi så i godt 10 minutter nyde udsynet til den flotte stupa og bjergene omkring, som solen langsomt bevægede sig ned bag ved. Der var meget stille det på toppen rundt omkring stupaen. Måske fordi der alle steder var skilte med teksten ”SILENCE PLEASE”.  Inden vi igen var kommet ned af bakken, var det blevet mørkt, så vi kunne fra båden kigge ind på den lysende by.

Bådende vi sejlede med. 

Et typisk eksempel på stien på vej op til stupaen.

Pokhara World Peace Pagoda

Mountainbikes

Dagen efter havde vi lejet nogle mountainbikes og en jeep til at køre os op på et af bjergene omkring Pokahara. For nu skulle vi rigtig køre på mountainbikes i rigtige bjerge.  Det første stykke gik stejlt op ad, så vi svedte og havde det faktisk ret hårdt. Efterhånden glattede vejen sig ud og vi kunne nyde vejret og udsigten lidt mere. Vi kørte igennem adskillige landsbyer, hvor vi hver gang blev stoppet af børnene, som spurgte efter slik eller penge. Landsbyerne lignende meget hinanden men en af dem, husker jeg nu særlig godt. Her kunne man nemlig kigge ind mellem husene og se hen på nogle af Himalayas smukke snekældte bjergtoppe.

Efter at have kørt et par timer, nåede vi til et udkigspunkt. Her blev vi simpelthen nødt til at stoppe op bruge den næste halv time på bare at kigge. Der var nemlig det smukkeste udsyn ud mellem bjergene og ud på nok 30 paraglidere og deres farverige skærme. Efter vores vilde oplevelse dagen forinden, kunne udsigten bare ikke blive smukkere. Det sidste stykke ned at bjerget gik meget nemt, vi behøvede ikke engang trampe i pedalerne, faktisk fik vi i stedet ømme hænder af at bremse så meget.

Læg mærke til bjergene i baggrunden. 

En af byerne vi cyklede igennem.

Udkigspunktet

Udsigten

Udsigten til de mange paraglidere