Adams Peak -En Pilgrimsfærd på 5000 trin.

Omkring 100 km væk fra Kandy ligger et berømt og berygtet bjerg, der bedst er kendt under navnet Adams Peak. Det hæver sig 2,243 meter over vandoverfladen, og er dermed det 4. højeste bjerg på Sri Lanka. I første omgang er det dog ikke bjergets geografi, som gør det så berømt, men derimod de mange myter som er knyttet til det. Efter sigende skulle der på toppen nemlig være nogle mystiske fodspor. Buddhisterne mener det er selveste Buddhas, hinduerne mener det er guden Shivas, imens muslimer og kristne mener det er Adams fodspor, deraf navnet. Uanset hvem der i sin tid har sat disse mystiske fodspor, så var vi fem friske folk, der for tre uger siden var klar til at sætte vores fodspor på toppen af Adams Peak.

Udover de mange myter er bjerget også kendt for sin solopgang, derfor havde vi planlagt at sove på toppen, så vi kunne nyde solens første stråler, om morgenen. Det krævede dog at vi gik op af bjerget midt om natten.

Vi ankom efter mere end tre timer i bus til foden af bjerget lidt i 10. Her blev jeg for første gang meget overrasket over, at vi faktisk ankom til en by med små butikker og kiosker på begge sider af vejen og masser af folk. Inden tiden havde jeg ikke rigtig læst noget bjerget, så jeg havde egentlig regnet med at opleve noget der mindede om en ensom junglevandring i mørket, men nej. Hele vejen op mod toppen var der butikker på begge sider af stien, masser af mennesker, og udover stjernerne var der nok lys fra lygtepæle til at lyse trapperne op.  

Vi skulle kæmpe os op ad 5000 trin en kilometer op ad. Vi svedte og det var hårdt, men holdte nu ikke mange pauser. Vi gik i T-shirt imens de mange lokale både var udstyret med både huer og hansker. Med sved på panden og trætte ben ankom vi til toppen ved halv et tiden altså efter 2 en halvtimes opstigning. Igen blev jeg overrasket. Toppen var ikke grøn og åben, så vi kunne sove under den åbne himmel, som jeg havde forestillet mig. I stedet var der bare et lille tempel og en indhegnet plads omkring det, hvor folk sad og sov eller så trætte ud. Ind imellem kunne man høre lyden af en klokke, for når man har besteget Adams Peak skal man helt symbolsk ringe med en klokke, det antal gange man har besteget bjerget.  Vi gik hurtigt igennem templet hvor fodsporende skulle være, men jeg så nu ikke sporet af et fodspor. Måske er det bare en myte.

Alle 5 nåede toppen. Her står vi så og ser vist godt trætte ud. Den lille klokke i baggrunden var den vi skulle ringe med. 

Om natten overnattede vi i en primitiv overfyldt sovesal på gulvet. Det var koldt, især fordi min T-shirt var våd af sved, så jeg krøb godt ned i sovepose for at holde varmen og sov. Sov så godt jeg kunne lige indtil en af de andre prikkede til mig efter nogle timer. Det var på tide at stå op og se solen stå op.

Oppe på pladsen var der overraskende mange mennesker. Alle med blikket i samme retning og kameraerne klar. Luften var kold, så vi stod der på toppen og skuttede os i vores soveposer. Ude i horisonten kunne man langsomt se at det begyndte at lysne, faktisk næsten 360° rundt om os. I løbet af måske et kvarter kunne vi se solen dukke op, og langsomt faldt lyset ind over pladsen. Der

gik nærmest et sus igennem menneskemængden, da solens stråler strakte sine stråler over de fjernt liggende bjerge. En de lokale der bor centeret sammen med os plejer at sige, at dem der aldrig bestiger Adams Peak er for dumme, og da vi stod der en tidlig morgen og kiggede på solen, kunne jeg godt forstå hendes pointe. Samtidig påstår hun dog også at dem, der gør det mere end én gang er mindst lige så dumme. Det gav mine ben hende ret i.

Efter et par timer, stod vi igen ved foden af bjerget, denne gang dog knap så friske. Her stod vi så og kiggede op og så for første gang bjerget i dagslys. Det var svimlende højt, så det var slet ikke til at forstå, at vi faktisk havde stået på toppen for et par timer siden.  Busturen hjem til Kandy var stille. Vi havde nogle timers søvn at indhente efter vores vilde pilgrimsfærd.

En masse mennesker står tæt samlet og klar til at se solen. 

Det er koldt, så der tages billeder med hansker på. 

Endnu flere mennesker. 

Her har vi så solen. 

Imens vi gik ned af bjerget, gik solen længere op. 

Jep, jeg er da stadigvæk frisk på et billede efter den lille smuttur op på toppen i baggrunden. 

Adams Peak. Billedet er taget ved foden af bjerget, så vi vandrede herfra og hele vejen op. 

Blue Rose Special School er bare for cool

På væggen til højre for indgangen på Blue Rose Special School, hænger der en indrammet tegning af en pige. Hun holder en blomst i hånden, en rose selvfølgelig. Henover pigen er der skrevet nogle få engelske vers, som understreger at der er mange roser i verden. Nogle er hvide, nogle lyserøde andre gule og selvfølgelig er der en hel masse røde roser, men hvad med en blå rose? En blå rose er anderledes, og derfor så speciel at enhver gartner med glæde dyrke den sin have. Ligesom blå roser er eleverne på Blue Rose noget ganske særligt.  

Siden starten af januar har jeg været så heldig at arbejde med en hel masse helt særlige blå roser, og hvor har jeg dog nydt det. Hver morgen klokken lidt over 8, når eleverne kommer farende med forældrene i hælene, bliver jeg mødt med smil, liv, kram og high-fives i tonsvis. Der er fart over feltet, og man kan tydeligt mærke at de har glædet sig endnu en ny skoledag, uanset om der på skemaet står svømning, dans, musik, matematik, engelsk eller idræt. 

To dejlige tøser der næsten altid smiler! :) 

Der omkring 40 elever på skolen i alderen 6 år til måske 30 år. Faktisk kender den ældste elev ikke sin fødselsdato og dermed heller ikke sin alder, men jeg vil tro hun er omkring de 30. Eleverne er fordelt i fire klasser, som er bestemt af alder. Det vil altså sige, at man i alle fire klasser finder elever med alle mulige slags handicap, for på Blue Rose Special School er der plads til alle, uanset om man er autist, har downs syndrom eller ingen rigtig dianose har. Selvom der er så mange forskellige børn samlet på et sted, virker det nu til, at de har det godt sammen og respekterer hinandens forskelligheder. Dog skal man lige huske at Blue Rose Speciel School er en skole som alle andre med små kliker, små drillerier og hvor frikvarteret er et sikkert hit.

Når nu Dilanka ikke selv kan spille guitar, så er det godt man har en ven som Dillipa 

På skolen er der lagt stor vægt på udvikle elevernes viden såvel som deres fysiske kunnen. Derfor består skole dagen af mange kreative og aktive fag. Tirsdag, onsdag og fredag starter dagen som regel med morgengymnastik, efter fulgt af nogle af nogle klassetimer, musiktimer eller dansetimer som slutter klokken 1, og eleverne kan tage hjem igen.  Om mandagen går eleverne til svømning og zumba. Hver torsdag er idrætsdag, så alle elever, lærer og volontører tager ud til universitets sportsanlæg og bruger tre timers tid på at få bevæget kroppen i lækre omgivelser, hvilket er en fornøjelse at være med til.

Mit arbejde på skolen er at hjælpe, der hvor der er brug for det, så simpelt er det faktisk. Om morgen hjælper jeg med til morgengymnastikken og hjælper eleverne med at lave øvelserne korrekt. I timerne sørger jeg for, at eleverne ikke generer hinanden og vigtigst af alt motiverer dem og holder humøret oppe.

Ud over hjælpearbejdet har jeg også mulighed for at arrangere nogle undervisningstimer selv. Her kan jeg helt selv få lov at vælge emne og fag, så det er en dejlig bred udfordring. I sidste uge havde jeg arrangeret en naturvidenskabstime, med spektakulære og vilde eksperimenter i bedste ”Universe”-stil. Godt nok forstod eleverne ikke så meget af hvad der foregik, men jeg tror, jeg formåede at vække deres interesse, og det er sådan set også det vigtigste. Fremover skal jeg faktisk have en ugentlig naturvidenskabstime, et fag eleverne aldrig har haft før, så det bliver super spændende.

High-fives inden Science-class i spisesalen. 

Så kommer det første brag, så Maggie holder sig for ørerne. 

Elever holder sig også pænt for ørerne. 

Her bliver der sendt en ballonraket afsted. 

Da skolen allerede slutter klokken 1, har vi masser af tid til at hjælpe skolen med andre mere praktiske ting. Vi har bl.a. været ved at male nogle nye møbler til skolen, og de sidste par dage har jeg arbejdet på at lave et fancy layout til skolens nyhedsbrev, en anderledes men rigtig sjov opgave. Indtil videre nyder jeg altså bare at arbejde her på skolen. Blue Rose Special School er derfor bare for cool.  

Mit kamera og ikke mindst billederne på det er meget spændende. 

Sophonie har fået lov til at låne Maggies iPhone. 

Fællesbillede af de ældste elever og 3 af volontørerne. 

Skolen efter lukketid er ikke så spændende, men her er skolebygningen altså.  

Sri Lanka skal efter 10 år nu have ny præsident

Valgplakater er blevet hængt op, revet ned og skiftet ud mere end en gang. Igennem den sidste måned, hvor jeg har opholdt mig som volontør for mellemfolkeligt samvirke på Sri Lanka, har man tydeligt kunne mærke, hvordan valgkampen er blevet skærpet. Om morgen fredag den 9. januar blev det så endelig offentliggjort, at præsidenten Mahinda Rajapaksa havde tabt en tæt valgkamp og efter 10 år på posten må give titlen videre til modkandidaten Maithripala Sirisena. En udskiftning som nok har været tiltrængt længe på grund af voldsom korruption.

Allerede den sene fredag aften, hvor min rejsemakker og jeg ankom til Sri Lanka, havde jeg lagt mærke til ham. Præsidenten, eller rettere den daværende præsident Mahinda Rajapaksa. Overalt langs landevejen fra Colombo lufthavn til Kandy kunne man se hans brede smil under den store moustache på diverse store plakater og bannere. Dengang var min viden om den politiske situation i landet meget begrænset, så jeg spurgte straks en af de lokale frivillige, som hentede os i lufthaven, hvem han var, ham præsidenten.  Den lokale mand, vi lige havde mødt, kiggede sig hurtigt omkring, hen på chaufføren, så hen på os og lagde sin ene pegefinger tværs hen over munden, som om han ikke måtte sige noget.  

Alligevel begyndte han at fortælle en række af historier om, hvordan Mahinda Rajapaksa først havde stoppet den næsten 30 år lange blodige borgerkrig mellem de tamilske tiger og den singhalesiske regering og siden hen har brugt sin magt og popularitet til at høste ministerposter og store summer penge ind til ham selv og sin familie. Han fortalte også historier om, hvordan præsidenten, ene mand, havde ændret på loven, så han kunne sidde på posten i mere end de to perioder, som ellers før var gældende. ”Det er jo det rene korruption!” nærmest råbte jeg i den lille bus. Imens nikkede den lokale bare og sagde, at denne samtale aldrig havde fundet sted. Senere fandt jeg ud af, at folk der talte negativt om præsidenten i offentligheden forsvandt. Måske blev de kidnappet, måske myrdet, men fakta er, at de forsvandt og at regeringen har øjne og ører alle steder.

Efter adskillige samtaler, spørgsmål og svar har jeg fundet ud af, at de historier jeg hørte min første aften i Sri Lanka kun var toppen af isbjerget. Efter sigende skulle Mahinda Rajapaksa bruge 126.000.000 lkr. svarende til ca. 6 millioner danske kroner om måned på ham selv og familien. Til sammenligning tjener en velbetalt srilankaner omkring 30.000 lkr. (ca. 1400 kr.) om måneden vel at mærke.  

Der har været valgplakater på næsten alle busskurer. 

Dobbeltmorale 

En formiddag, hvor jeg spiste frokost ved en lokal familie, drejede samtalen sig også ind på valget og den siddende præsident. Ifølge familien skulle præsidenten flere gange have nævnt, at Europa og Amerika kun er interesseret i at overtage og udnytte Sri Lanka. Samtidig med, at han siger sådanne ting vesten (ytrer dette) sælger han en hel srilankansk by til Kina ved navn Colombo Port City. Siden salget har byen udviklet sig en del, og så tog han selvfølgelig æren for det, selvom det jo alene er Kina som har stået for udviklingen og lagt penge i projektet. Sådan kunne de lokale fortælle tonsvis af historier, for der er mange flere af dem.  

Overalt har der været masser af plakater af den davær
-ende præsident, men så næsten ingen af modkandidaterne. 

Tæt valg

Som kort nævnt tidligere var valget meget tæt. Den nu tidligere præsident Mahinda Rajapaksa fik faktisk næsten 48 % af stemmerne, hvilket i mine øjne er rigtig mange, når man nu har hørt om alle disse korrupte sager. Et af problemerne er bare, at mange af disse i historier aldrig når ud i medierne. Først og fremmest fordi folk ikke tør sige noget i frygt for at forsvinde, men også fordi regeringen styrer medierne i landet. Derfor er disse korrupte sager ikke noget alle folk taler om.

Selvfølgelig er der flere grunde til, at han har høstet så mange stemmer hjem. Ud over den svage mediebevågenhed er der også det faktum, at Mahinda Rajapaksa faktisk er en ægte helt i manges øjne. Han er jo manden som stoppede 26 års blodig borgerkrig tilbage i 2009. En krig som har haft en voldsom indvirkning på mange familier her i landet.

Sri Lankas fremtid

En tidlig fredag morgen, da jeg så de første valgresultater, lød der nogle høje hakkende brag. Det var ikke skud men fyrværkeri. Måske er det det første tegn på en lysere fremtid for det srilankanske demokrati. Nu er det i hvert fald bare at vente og se, om Maithripala Sirisena kan løfte opgaven som præsident og kan give Sri Lanka demokratiet tilbage, for det har landet fortjent. 

Valget er forbi og valgplakaterne er nu revet ned. 

Min jul på Sri Lanka

Hverken en hvid jul eller en hvid sandstrand blev det til her i julen på Sri Lanka. Til gengæld blev det en meget regnfuld jul, hvor det mere eller mindre konstant stod ned i stænger. Dog svømmede julestemningen ikke helt væk i regn, selvom det blev en noget anderledes jul i år.

Julestemning

I løbet af december har vi gjort en del for at komme i rigtig julestemning med bl.a. julepynt, julekalender og julebag. Når man til daglig befinder sig mellem palmer og aber i 25 graders varme, så kommer julestemningen altså ikke af sig selv. Allerede dagen efter vores ankomst til øen gik vi derfor i gang med at bage fedtebrød og lave havregrynskugler. Det var en stor succes, da vi selv men også de lokale nød godt ag julegodterne.

En anden dansk juletradition, som blev taget rigtig godt imod var de berømte flettede julestjerner. Jeg havde taget hele tre pakker stjernestrimler med fra Danmark, så derfor afholdte vi en stor flette-julestjerner-aften sammen med et par lokale frivillige, hvilket var super hyggeligt. De gik nemlig til opgaven med liv og sjæl, og de blev da også temmelig skrappe til at flette stjernerne. Sidst på aftenen følte de sig faktisk så skrappe til det, at de lavende en indbyrdes konkurrence om, hvem der kunne flette en julestjerne hurtigst og den skulle selvfølgelig også være pæn.  

Fedtebrød og havregrynskugler. 

Der flettes julestjerner. 

Juleaften

Selvom min juleaften i år manglede alt fra juletræ til julemad og værst af alt min familie, så blev det alligevel en ret hyggelig aften sammen to andre danske piger (Maggie og Henriette), som også bor her på centeret.

Først på aftenen trodsede vi regnen og tog ud på en god restaurant ved navn Bambu Garden, som havde en god udsigt ud over Kandy. Maden var også god, og da det nu var juleaften flottede vi os med hele 3 retter: Først pomfritter, tortilla til hovedret og så frugt salat med is som dessert. En lidt utraditionel julemenu men det gør mig nu slet ingenting.

Efter maden tog vi tilbage til centeret, hvor vi bare hyggede os med chokolade og havregrynskugler imens vi blev helt nostalgiske med Disneys juleshow på youtube.

Maggie og Henriette på Bambu Garden. 

Min julemiddag

Julehygge om aftenen med havregrynskugler og chokolade. 

Første juledag

Tro det eller lad være men første juledag stod jeg op og bagte boller. Morgenbordet blev dækket med juleservietter fra Danmark, og der blev sat vand over til te. Sammen med Henriette, Maggie og en af de lokale frivillige (Indika) fik vi os en herlig og hyggelig brunch den 25. december - næsten ligesom at være hjemme på Myrhaven 6 en 1. juledag.

Til frokost var vi blevet inviteret på middag hos Henriettes chefer, som er to rigtig søde mennesker. De boede i et to etagers turkis hus i et jungleagtigt kvarter lidt uden for Kandy. Vi startede med at få serveret en lækker ingefærs-te med en masse sukker i ude på deres dejlige overdækkede terrasse med en fanstatisk udsigt. I haven stod der den ene eksotiske plante efter den anden: Banantræer, palmer og endda to træer med nelliker, så der duftede dejligt af jul.

Til frokost fik serveret et rigtig godt traditionelt srilankansk måltid med ris, karry og alt mulig godt tilbehør, hvilket var utrolig lækkert. Til dessert fik vi en slags jordnøddebudding som i sin konsistens måske godt kunne minde lidt om risalamande. Det var dog ikke maden som var det mest interessante ved besøget men derimod menneskerne og snakken. Vi fik os bl.a. en lang snak om srilankansk politik, da der er valg her til januar.

Til morgenmaden første juledag. 

Menuen hos Henriettes chefer. 

Hjemme ved Henriettes chefer. 

Et lille billede fra deres dejlige terrasse. 

Vi er ikke de eneste som juler

Selvom kun ganske få procentdel af Sri Lankas befolkning er kristne betyder det ikke, at der ikke bliver julet på øen. Allerede da vi ankom til lufthavnen i Colombo blev vi mødt af julemusik og julepynt. Det samme skete også hver gang vi trådte ind i et supermarked, hvor de stakkels medarbejdere skulle have nissehue på i varmen. Derfor har det da heller ikke været helt umuligt at komme i julestemning i denne december.

Jul i Colombos lufthavn.

I Kandys citycenter var der også pyntet fint op. 

En solskinsø med regn

Nu har jeg så været på den skønne ø, Sri Lanka, i to travle uger. En solskins ø dog med masser af regn. Det ene øjeblik skinner solen så dejligt, og det næste øjeblik begynder folk at finde deres paraplyer frem, specielt her i Kandy, som er den by vi bor i udkanten af. Selvom vejret har været lidt svingende, så har jeg allerede oplevet nogle spændende ting.

Botanisk have

Fredag den 5. december ankom vi sent om aftenen til Sri Lanka, men en sen ankomst skulle da ikke forhindre os i at se noget om lørdagen. Valget faldt på den botaniske have nær Kandy, som officielt hedder intet mindre end ”Royal Botanical Gardens, Peradeniy. Vi tog bussen derud, hvilket er helt vildt billigt. Til gengæld blev vi lidt overrasket over prisen på ca. 100 kroner i entré til haven, men det skulle vise sig at være alle pengene værd. Haven var både stor og smuk, så vi endte med at bruge en tre timers tid derinde og spiste frokost på deres café. I haven så vi både store bambusser og palmer, en tequila plante, alovera og en hel masse orkideer i havens berømte orkidehus. Det, der dog fascinerede mig mest, var pladsen samt livet i haven. Når man kommer direkte fra Kathmandus smalle og støvede gader, er det helt vildt fantastisk at se så grønt et sted, hvor der er plads til leg og hygge. For haven var nemlig ikke fyldt med turister men først og fremmest af lokale, der skulle have en lørdag til at gå.

Botanisk have 

Botanisk have 

Store palmer. 

Maggie (min rejsemakker) og jeg der står under en kæmpe bambus. 

Livet i haven. 

Blomst som fotograferes fra flere vinkler. 

Dejlige farver. 

Sigiriya – En rigtig stor sten

Ugen efter var vi mere end klar til en udflugt mere. Denne gang måtte vi køre i tre timer i en proppet bus for at bestige en klippe kaldet Sigiriya eller Lion Rock. Inden tiden vidste vi ikke så meget om klippen andet end at den var et besøg værd.  Allerede ved første syn af klippen var jeg imponeret. Den var enormt høj. 200 meter sten der bare stak op af jorden ud af ingenting. Det var næsten helt surrealistisk at se på. Noget andet, der også var lidt syret, var prisen for at komme ind. Vi måtte som udenlandske turister af med næsten 200 kroner, imens de lokale kunne slippe med en femkrone. Igen var prisen hurtig glemt, for jo tættere vi kom på klippen, desto mere fascinerende blev den. 

Ikke alene var stenen imponerede i sig selv, området omkring og derfor udsigten på vej der op var også helt unik. Flere gange på de ca. 1200 trappetrin derop, måtte vi stoppe op bare for at kigge ud på landskabet. Lige så langt man kunne se, 360° rundt om klippen, var der grønt og nogle få små bjerge skød op imellem det grønne. Ikke en eneste by var i sigte, så da vi stod der og kiggede rundt, var det svært at forstå, at Sri Lanka er en af de mest befolkede øer i verden.

Hele vejen op altså på alle 1200 trappetrin havde der været solskin og dejlig varmt, men lige efter vi havde taget de sidste tre skridt op mod toppen af klippen, begyndte det at styrte ned. Vi fandt derfor hurtigt vores små paraplyer frem. En solskins ø med regn.

Sigiriya

Billede fra toppen af klippen. 

Henriettte og Maggie der nyder den flotte udsigt. 

Liv på toppen.

Udsigten ca. halvvejs oppe af klippen. 

Lige inden regnen rammer. 

Kandy

Når man kommer fra direkte fra Kathmandus støvede og kaotiske gader virker en by som Kandy både pæn, ordentlig og veludviklet. Sammenlignet med en almindelig dansk by, så er der er et stykke vej igen, men alt fungerer, og man kan få det, man skal bruge. For byen har både et citycenter, flere supermarkeder og et frugtmarked, hvor vi flere gange har købt de lækreste frugter med hjem.  

Frugtmarked i Kandy

Billede fra centrum af byen. 

Bahirawakanda Viharaya – En stor hvid buddhastatue.

Fra Kandy-by kan man se op på en stor hvid buddhastatue, som skuer ned over byen fra en lille bakke. Vi kunne selvfølgelig ikke nøjes med at kigge på statuen nede fra byen af, så en varm søndag gik vi op til den næsten 27 meter høje statue. Selvom turen kun var omkring 500 meter, nåede vi i den bagende sol at tænke på både sodavandsis og koldt vand. Da vi så stod på toppen og nød udsigten, var is-trangen dog erstattet med kuldegysninger, fordi det blæste en hel pelikan deroppe, men ingen regn den dag. 

Bahirawakanda Viharaya

Udsigten fra statuen ud over Kandy 

Billedet er taget i Kandy. I centrum af billedet ses statuen.